Halloween og Alle Helgen

Hvad er virkeligt og hvad er bare udklædning? Hvad er ægte og hvad er en skygge, der hiver i min fantasi, puster til min frygt og spiller mig et puds? 

Halloween er et relativt nyt fænomen i Danmark og for mange af os, der er voksne, er det fremmed at børn klæder sig ud og siger ”slik eller ballade” først i november. 

Det kan være fristende at afvise det som amerikansk import, butikkernes forsøg på at skabe omsætning eller markedsføring af mørke kræfter, som vi hellere skulle stampe under fode. 

Halloween i Danmark handler om det groteske, det uhyggelige og det dødelige – på en overdreven måde, der gør det tydeligt at der er tale om udklædning og gøren-som-om.

Billederne på sociale medier og i nyhederne fra Ukraine, Sudan, Gaza og Israel af krig, rædsel og menneskers grusomhed gør det klart at Halloween-paraden i Vejle midtby netop er udklædninger og børn og voksne, der leger. Måske fordi vi har brug for at nærme os det onde, mørke og forvrængede.

Foto: City Vejle

Faren ved plastik-skeletter, falsk blod og slik er efter min overbevisning ikke tingene i sig selv, men at vi glemmer at tale om de virkelige ting: om døden og vores egen dødelighed, om overgangene mellem liv og død, om hvordan vi gerne vil begraves eller dele vores ejendele, når vi ikke er her længere. Om hvad vi tror og hvad, der giver os håb. Det er svære men nødvendige samtaler, som vi er nødt til at tage med os selv, vores børn og vores forældre. 

På Houkjær Begravelse finder du informationer om alt, der har med begravelse at gøre. Bl.a. “Min sidste vilje” hvor du kan skrive dine ønsker ned, så de er tilgængelige online for dine efterladte.

Samtidig giver udklædningerne, skyggerne og maskerne os også en mulighed for at tænke over og snakke om, hvad der er ægte og hvad der ikke er; det giver anledning til at snakke om, hvad vi er bange for og hvad der er grund til at være bange for. 

Halloween læner sig op af Alle Helgen, som fejres 1. november og den første søndag i november. Her mindes vi de døde og tænker derfor også på den sammenhæng vi hver især kommer af. Alle Helgen handler ikke om frygten, men om taknemmeligheden for dem, der kom før os. Det er ikke bare de helgener, der har fået navn og plads i kirkehistorien, men også dem, der har levet almindelige liv og gjort en forskel for netop dig eller mig. 

Alle Helgen bliver da en mulighed for at reflektere over hvem, der har været med til at forme dig, dit liv og din tro. Og måske en mulighed for at lægge mærke til, hvordan din egen tro og dit eget liv er med til at forme og løfte andre. 

Præstekjole med udsigt til kirkerum med åben kiste.
Præstekjolen og kisten er klar til at tage imod de børn, der var på besøg med børnehave og klasse for at tale om begravelser og se en kiste og urner.

Alle Helgen er det tidspunkt på kirkeåret, hvor det at mennesker dør får lov at fylde: her bliver vi mindet om, at død og liv hænger sammen og er forenet hos Gud. At dem, vi mister, ikke er væk, fordi døden ikke har det sidste ord. Ligesom at rædsel og uhygge ikke er den virkelige virkelighed, men noget vi må leve med på denne side af Jesu’ genkomst.  Det er et af troens mysterier, som vi trænger til at holde fast i og minde hinanden om.

Alle Helgen minder os om, at vi ikke er alene med døden. At Jesus Kristus døde og blev levende igen. Og at Gud selv har lovet os, at døden ikke skal findes på den anden side af himlen. 

Det gør ikke krige eller virkeligheden fra sygehuset, afvænningsklinikken eller familie-konflikterne mindre forfærdelige eller virkelige. Men tiltro til at det ikke er den inderste sandhed om os, dem vi holder af eller verden generelt kan give os det håb og mod, der skal til for at kunne leve med maskerne, skyggerne og rædslerne. 

Halloween og Alle Helgen er ikke det samme. Men måske er det godt, at de falder så tæt på hinanden. Så vi midt i spindelsvæv, græskar og forvredne masker kan minde hinanden om at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”  (Romerbrevet 8:38-39)

Anne Thompson
Præst og menighedsforstander

Beder du?

Hvis du er som de fleste andre mennesker i Danmark, så gør du nok. Mere eller mindre bevist. Ofte eller sjældent. 

Undersøgelser viser nemlig, at 80% af danskerne har mærket åndelige behov mere eller mindre akut inden for den sidste måned*. Derfor er bøn heller ikke ukendt for de fleste. 

Alligevel forestiller mange sig, at bøn som kristen kun kan foregår med foldede hænder og lukkede øjne. Måske fordi det ofte er sådan det ser ud i kirken og på billeder. 

Men faktum er, at bøn kan foregå på utallige måder, og at der ikke er én måde at bede på, som er mere rigtig eller forkert end den anden. 

Der er naturligt nok mange definitioner af, hvad bøn er. I den kristne tradition holder jeg selv meget af den spanske mystiker Teresa af Avilas definition: ”Bøn er helt enkelt samtale med Den, vi ved, elsker os.”

Bøn er samtale. Bøn er gensidig. Bøn er alment menneskeligt. 

Og samtidig er bøn noget, som skal læres. 

”Lær os, hvordan man beder” sagde Jesu’ venner til ham. De havde hørt at andre lærere havde lært deres lærlinge at bede. Og de kunne se, at bønnen var vigtig for Jesus, der trak sig tilbage for at være alene og bede. 

Han lærte dem ordene til det vi nu kender som Fadervor. Jeg er overbevist om, at det, de lærte ikke blot var ord, men indhold og indstilling: At Jesus med ordene forklarede hvad bønnen kan indeholde og hvilken indstilling vi kan have til det hellige. 

For Jesus var det naturligt at trække sig tilbage i bjergene og bede i stilhed. Det er upraktisk, når man som jeg er mor til tre og bor midt i byen. Heldigvis skal vi hverken kopiere Jesus eller hinanden. Vi kan selvfølgelig tage ved lære. Ligesom vi kan afprøve metoder og låne ord. Men vi må komme frem til vores egne bønner, hvis det skal blive til en livgivende åndelig øvelser. Og det er selvfølgelig målet. 

Derfor får du i denne måned 10 bud på, hvordan du kan bede. Du kan følge linket her eller følge med på de sociale medier, hvor der én gang om ugen bliver lagt en ny slags bøn ud, som du kan prøve kræfter med. 

Og husk: alt nyt er uvant og kan føles akavet. Det gælder også det åndelige liv. Men det er ikke det samme som at det ikke virker eller ikke er godt for dig. 

Jeg håber, du får lyst til at prøve bønnen af på en ny måde – eller at du bliver bekræftet i, at det, du gør virker. 

Uanset ønsker jeg for dig, at du må erfare at Den, der elsker os ubetinget, kommer dig i møde og giver sig til kende for dig.

Anne Thompson
Præst og menighedsforstander

*Du kan bl.a. læse mere om undersøgelsen af danskernes åndelige behov her: https://pov.international/aandelighed-tro-vigtigt-for-danskerne/?fbclid=IwAR0Hc3xc3cedHXa1RhdQCf_bXctfSRHrLa8B6ByRS9FvebNz-okdA9c87P4

Du skal være som Guldlok.

Menneskers hjem er vidt forskellige. Og alligevel har vi alle sammen nogle af de samme ting derhjemme: et spisebord med stole, en seng, en sofa og måske nogle lænestole, en reol, et fjernsyn, knager til at hænge tøj op i entreen. 

Selvom meget går igen, er alle hjem også samtidigt forskellige, og fortæller om den eller dem, der bor der. Skoene i entreen fortæller om antal og måske alder af beboerne.  Billederne på væggene fortæller om familiemedlemmer, interesser og rejseminder. Udstyret i køkkenet, garagen eller et andet rum fortæller om en bestemt hobby eller interesse.

Alt det ved dem, der sælger møbler og boligindretning: Mennesker har brug for nogle af de samme ting, og samtidig har vi forskellig behov, smag og stil. Derfor har et møbelhus heller ikke bare én stol men mange stole til salg. Du kan frit vælge netop dén, der passer bedst til dine behov, dit budget, din stil osv. 

Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om vores indre og åndelige liv: Der er bestemte ting som godt at gøre brug af, hvis du vil leve nært med Gud og dig selv.  Og fordi vores behov, omstændigheder, smag og behag er forskellige har vi brug for at finde netop dét, der virker godt for os hver især. 

I den metodistiske tradition peger vi på bøn, bibellæsning, samtale med andre kristen, gudstjenestefejring og faste som ting, der er særligt hjælpsomme for relationen med Jesus. Vi kalder dem nåde midler, fordi de er midler, der skaber kontakt eller mulighed for at møde Guds nåde. 

Samtidig ved vi, at eksempelvis bøn kan foregå på utallige måder, og at der ikke er én måde at bede på, som er mere rigtig eller forkert end den anden. 

Vi vil i Metodistkirken i Vejle gerne være som boligbutikkerne, der viser mange stole frem i forskellige sammenhænge, så du selv kan vælge netop dén, der passer dig bedst. Vi vil gøre det ved i hvert nyhedsbrev at dele erfaringer med metoder, ressourcer, måder, som mennesker i menigheden selv har haft glæde af. Måske kan du også bruge deres erfaring. Måske ikke. Uanset bliver du opmærksom på, at sådan kan man også gør. 

Og det er hér du skal være Guldlok: For det er op til dig at finde ud af, om ”stolen” er for hård, for blød eller passende for dig. Ingen andre end dig kan vide, hvad der bedst fungerer for dig. 

Den wesleyanske teologi lægger vægt på den enkeltes mulighed for at gøre en forskel for sig selv og verden. Samtidig understreger vi, at vi har brug for hinanden for at være hele og fuldstændige mennesker. 

Derfor vil vi gerne hjælpe hinanden til at have de bedste muligheder for at indrette vores kristne liv, så vi kan trives og vokse i Guds kærlighed. 

Anne Thompson
Præst og menighedsforstander

Langfredag på intensiv og opstandelse med mærker

Påsken sidste år brugte jeg som pårørende på intensiv på Kolding Sygehus. I påskeugen var der dage, hvor det ikke var entydigt, om Duncan ville overleve eller i hvilken tilstand han ville skulle leve, hvis han overlevede. 

Langfredag sidste år skrev jeg følgende: 

” Langfredag er for dem af os, der har set livet uden sminke. Dem af os, der ikke kan putte glimmer og glitter på alting og få det grimme, det smertelige, det rå, det ubarmhjertige til at gå væk.

Langfredag er for dem af os, der har levet igennem dale og mørke, som vi ville ønske, intet menneske havde behøvet at se. Langfredag er for dem af os, der har stået magtesløse overfor ulykker, omstændigheder, sygdom, andres valg og alt det andet, som livet også kan være.

Langfredag er for dem af os, der ved, at livet er skønt og smukt og rigt og fantastisk OG SAMTIDIGT frygteligt, brutalt, svært. 

Langfredag er for dem af os, der kender til at leve på gudsforladte steder, for Langfredag bliver vi mindet om, at heller ikke i døden, i smerten, i ensomheden, på ulidelige steder er vi alene. Også her kender Gud selv til at være. Livets Gud puttede hverken sminke, glitter eller glimmer på sin død eller vejen dertil. 

Det behøver vi heller ikke at gøre. Det er lettelsen ved Langfredag for mig. 

Her må jeg se døden og lidelsen i øjnene. Her kan jeg finde trøst i, at jeg ikke er alene om at kende livet som både og. 

Jesus hang ikke alene på korset. Jeg mener ikke, at hans venner var omkring ham, da han døde. Jeg tænker på de to, der blev korsfæstet sammen med ham. For selvom vi i lidelsen føler os ensomme og forladte, så er vi aldrig alene om at lide. Der er andre omkring os, der følger med, og der er mennesker omkring os, der kæmper deres egne kampe; som står på deres egne gudsforladte steder. 

Det er det gode ved Langfredag. Her kan jeg få lov til at være både-og. Her må jeg mærke ensomheden, slippe gråden fri og tro på, at jeg ikke er alene.

Så lad mig sige det her til dig, der lider, er alene, føler dig magtesløs eller står på dit eget gudsforladte sted: Du er ikke alene. Heller ikke her.” 

Duncan kom sig. Gud-ske-lov. Det er nemt at fortælle det, som en påskehistorie, hvor opstandelsen skete: livet sejrede. Det er på sin vis også sandt. Men som I vil vide, går ingen af os uændrede væk fra livets kampe. 

Når vi igen i år fejrer opstandelsen påskemorgen er det måske en god ting at huske på: Jesus opstod. Jesus lever. Og han bar sårende fra korset med sig på sin opstandne krop. 

Det var på sårende i hænderne, vennerne genkendte ham. Det var såret i hans side, der overbeviste dem om, at han virkelig var den Jesus, de havde gået sammen med. 

Opstandelsen er livets sejr over døden. Men af årsager jeg hverken forstår eller kan forklare, sletter opstandelsen ikke dødens eller lidelsens spor. 

Måske kan det gøre påskens glæde og jubel lettere at bære? Livet sejrer. Lyset bryder frem. 

Og vi bærer stadig mærkerne af det, vi har været igennem. Ligesom Jesus.

Med ønsket om en velsignet påske,
Anne Thompson 
præst

NY pop-up smågruppe

Har du lyst til at snakke med andre om tro, tvivl, håb, liv og andre eksistentielle emner, som vi ikke har nogen færdige svar på? 

Så kom med i pop-up smågruppen, der mødes tre gange i løbet af forsommeren. Vi skal læse og snakke ud fra Esthers bog i det gamle testamente. 

Du er velkommen til at have læst på forhånd, men det er IKKE et krav for at være med. Vi læser og lytter sammen undervejs ligesom præst Anne Thompson vil komme med baggrundsviden.

Smågruppen mødes torsdage kl. 19.30 på følgende datoer: 

d. 27. april, d. 11. maj og d. 15. juni.

Velkommen til menighedens årsmøde 2023

Torsdag d. 30. marts kl. 19.00 afholdes menighedens årsmøde. Der er meget at glædes over, og det vil vi gøre!
Kl. 17.30 er menigheden vært ved aftensmad.
Distriktsforstander Jørgen Thaarup leder aftenen igennem sammen med præst Anne Thompson.
Alle er velkomne til at tage del i aftenen og alle har taleret undervejs. Ved valgene har medlemmer af menigheden stemmeret.

Tilmelding til aftensmad til Anne Thompson.

Herunder finder du håndbogen med indberetninger og regnskaber.

MBUR generalforsamling 2023

Velkommen til MBURs generalforsamling søndag d. 12. marts efter gudstjenesten.

MBUR er Metodistkirkens arbejde for børn og unge.

På generalforsamlingen skal vi bl.a. vælge ny kasserer og lægger planer for året, der kommer.

Du finder indberetning og dagsorden her:

Alle forældre med børn, der er medlemmer har stemmeret. Alle har taleret.

Hvor føler du dig hjemme?

Prædiken ved gospelgudstjeneste søndag d. 4. december 2022

af præst Anne Thompson

Bibel tekster:
Salmernes bog 122:1
Johannes 1:14
Johannes 14:1-3

(Disclaimer: En prædiken er en levende ting, der bliver til sammen med menigheden. Nok skriver jeg min prædiken helt ud inden jeg older den, men der sker altid noget, når jeg skal give den videre. Derfor bliver det noget andet at læse en prædiken end at høre den. Eksempelvis kan mine pauser ikke komme med på skrift. Det kan betoningen heller ikke. Ligesom min mimik, kropssprog og menighedens deltagelse kan ikke heller ikke fanges. Du kan med andre ord ikke høre, hvornår andre ler, sukker eller flytter på sig i genkendelse af det, der bliver sagt.
Alt det bare for at sige: Du er velkommen til at læse min prædiken. Selvom det ikke er helt det samme som at høre den.
)

Hvad nu hvis følelsen af ”at være hjemme” er dér hvor din virkelighed møder Guds? 

Hvor har du hjemme? Hvad er ”hjem” for dig? 

Jeg er leder af et kursus om børns åndelighed og tro, og den første aften, når kursisterne skal lande og lære hinanden at kende, får de en række spørgsmål, som de skal give hinanden svarene på.

Et af dem er ”Hvor bor du? Hvorfor gør du det? Og hvor er hjemme?” 

Det er et spørgsmål, der giver nogle virkelig gode historier.  

For hvor vi bor og hvor vi føler os hjemme er ikke altid det samme. Og spændende er det jo også, at vi kan føle os hjemme flere steder på én gang. 

”Home is where the WIFI connects, er der et meme”, der siger. 

Og det rammer det måske meget godt: Hjemme er, hvor ting falder på plads og sker af sig selv.

Jeg spurgte på facebook, mens jeg forberedte mig: 

Hvad er det, der gør, at noget/et sted/et menneske føles som “hjem”? Hvilke kvaliteter er på spil? Hvordan mærkes det i kroppen, at du er “hjemme”? 

Da min forberedelse til prædiken sluttede, var der kommet 30+ svar – både som kommentarer på facebook og direkte beskeder. Jeg fik billeder, memes, personlige historier, stikord, digte og en beskrivelse fra en udstilling. Det var mænd og kvinder, unge og ældre, der skrev. Det var mennesker, der har levet i lange ægteskaber, mennesker, der er blevet skilt. Det var forældre, bedsteforældre, enlige … hetereo og homoseksuelle. Med andre ord: MENNESKER.

Og var der (som jeg havde håbet) en masse fællestræk i svarene.

Det var rørende læsning. 

Flere havde det tilfælles, at ”hjem” eller det, at føle sig hjemme handler om tryghed. 

Mange beskrev, hvordan det, at føle sig hjemme hænger sammen med at være velkommen, at blive set og mødt som den, man er.

Ord som samhørighed, opladning, afslapning, næstekærlighed, nærvær, trøst, ro, nåde, meningsfuld, kram, hjælp, respekt, at lytte, værdsat, ejerskab gik også igen

De fleste beskrev, at hjemme hænger sammen med at blive elsket og accepteret som man er:
 på trods af fejl og mangler.
… lægger ikke på nogen måde bånd på mig selv.
… 100% mig selv 
… her kan jeg være mig. Her behøver jeg ikke at “put the brave face on” eller sige de rigtige ting. Her kan jeg være ærlig 
… uden at blive dømt eller bedømt.
… I selskab med de rigtige mennesker, kan jeg bare være mig selv og behøver ikke at sætte en facade på. Den bliver der alligevel set lige igennem.

Det handler om steder:
Og når et sted føles som hjemme, føles det velkendt. F.eks. når jeg kender alle småveje og kringelkroge i et lille hjørne i Nordjylland og smiler, når jeg kører forbi huse, hvor jeg kender mennesker, der bor eller steder, hvor jeg har oplevet noget rart flere gange.

Hjem er stedet jeg kender bedst, og stedet, der passer mig bedst. Det udtrykker mig som billederne udtrykker kunstnerne.

En mor, der har adopteret og arbejdet med flygtninge skrev: 
Et sted med tryghed og sikkerhed. Uden frygt for at en i familien bliver sendt til et andet og farligt land. Har man denne tryghed i familien, så har man et hjem 

Flere beskrev, hvordan hjem ikke handler om et sted eller vægge, men om mennesker: 

Det er en dyb følelse af at hører til, af at være set og elsket af de mennesker omkring sig. Som tidl. missionærbarn med mange forskellige fysiske hjem, opdagede jeg tidligt at hjem er der hvor jeg er elsket og kendt.  Stedet er ikke vigtigt.

Rørende var det også at læse beskeden her, fra en kvinde, der mistede sin mand alt, alt for pludseligt og tidligt:  

Hjem – jeg opdagede at det der mest at alt gjorde mit hjem til “HJEM” var at min mand var der. Dagen efter at han var død, så var jeg på indkøb med min datter for at finde et eller
andet vi kunne have lyst til at spise – for næsten al appetit var væk.
Og dér første gang jeg kom hjem fra indkøb efter han var død og gik ind ad lågen og op ad havegangen mod hoveddøren, så kunne jeg mærke at jeg blev helt tung i kroppen: Det var pludselig ikke “hjem” mere på samme måde. Nu var det bare et hus – vægge omkring min tilværelse.
For hjem var “at komme hjem til …” – i mit tilfælde at komme hjem til TXX. Han var mit hjem.

Det kan være sårbart at tale om, hvad det er, der gør, at noget føles som ”hjem”. For når vi gør det, er det som med julen: Det understreger også det, der IKKE er. I har sikkert reklamerne fra forskellige organisationer, der fortæller, at vi ikke alle sammen tæller ned til det samme. Nogen af os tæller ned til familie og hygge. Nogen af os tæller ned til ensomhed, dysfunktion eller sorg. Det, der ikke er, som det plejer eller som håbede eller som det skulle være.

For det er jo ikke os alle sammen, der har et hjem. Hverken konkret eller i overført betydning. 
Det er ikke alle mennesker forundt at have tag over hovedet. Heller ikke i Danmark.
Det er ikke alle mennesker, der kender sig hjemme med Livets Gud. 
Det er ikke alle mennesker, der føler sig tilpas i dem selv eller deres liv. 

En af dem, der svarede på mit spørgsmål på facebook sendte en beskrivelse fra en udstilling fra ”Museum für Kunst und Gewerbe Hamburg” kaldet ”Who’s next?”, der handler om, hvordan hjemløshed er et stigende globalt problem. Af alle mulige grunde. På grund af klimakrisen. På grund af boligmangel. Af komplekse problematikker der gør, at hjemløshed ikke længere kun er forbeholdt marginaliserede miljøer. 

Herhjemme er det eksempelvis unge, der er en af de største hjemløse-gruppe. Mange kan ikke ses i statistikkerne, fordi de overnatter på venner og bekendtes sofaer. 

Klaus Hønnicke, der er leder af Metodistkirkens Sociale Arbejde, der bl.a. har et stort arbejde blandt hjemløse i Kbh. fortæller, hvordan arbejdet gør ham ydmyg. For selvfølgelig er der mennesker, der har haft dårlige kår og muligheder hele livet. Men der er også dem, der havde karriere, hus, kone (for det er ofte mænd), børn – hvor sygdom, en fyring eller hvad nu satte gang i en lang kæderække af ting, der endte med hjemløshed. Det kunne være mig … At føle sig hjemme er ingen selvfølge.

En anden, der svarede var Kamilla Maria Jakobsen, der er diakon i Fyns Valgmenighed med særlig passion for udsatte og mennesker på gaden. Kamilla skrev: 

Jeg elsker oversættelsen fra The message (engelsk bibel) John 15, 4 “Live in me. Make your home in me just as I do in you.” 
Jeg kender en del fysiske hjemløse, men at have en bolig, skaber ikke nødvendigvis følelse af hjem, der skal mere til. Tryghed er et nøgleord tror jeg. 
Her er et foto jeg tog på vej hjem fra et møde med en hjemløs mand, det hænger foran en ejendomsmægler. kontrasten var så slående. 
En mand uden et hjem og uden evne til at holde et hjem – og nogle der sælger “hjem”.
Og her er en lille tekst jeg skrev en dag efter et af disse møder… 
“Byens rum får nye dimensioner, når en flisekant bruges som vores fælles dagligstue. 
Her kan vi sidde længe. Tale om stort og småt. Om det, der gik i stykker og det, der gør så ondt. Om drømme, der stadig lever og håb om nye spor.
Lige her på kanten kan vi for en stund være hinandens hjem.”

Lige her på kanten kan vi være hinandens hjem. 

Det er smukt, synes jeg. Lige her på kanten eller caféen eller ved spisebordet eller over kaffekoppen kan vi være hinandens hjem. 

En del af mit spørgsmål gik på, hvordan det føltes i kroppen. 

Her er nogle af beskrivelserne: 

Det føles som kærlighed. Men hverken romantisk eller erotisk. 

En af de ting, jeg ofte har sagt, om da jeg mødte min mand var netop, at jeg følte mig hjemme. Og hvordan føles det så?

I kroppen føles det som ro – min krop slapper helt fysisk af 

Kroppen bliver varm, man mødes i sårbarheden og får lov til at hele lidt efter lidt.. Hjertebanken, tænker e og følelser ændres og man får håb, tro og visdom med sig .. man får overskud og energi til at kæmpe videre i livet med det der fylder

Når jeg er hjemme, føles det som en stor udånding.

En anden skrev: 
Luk øjnene. Du er først hjemme der hvor den rigtige duft/lugt er og hvor de rigtige lyde er.

Hjem har en særligt duft – men mærkeligt nok, kan vi ikke dufte vores eget hjem. 

‘It’ fits you, and you fit ‘it’. Like putting on my ancient cherry red Doc Martens…..they know my feet!

Vi kan være hinandens hjem. Og – fordi vi nu er i kirken og jeg er præsten, der prædiker – Gud kan være vores hjem. 

Gud, Livet selv. Altings ophav, det hellige – her kan vi finde ro.

Jeg spurgte til, hvordan det føles at være hjemme i kroppen, fordi jeg gerne ville, at du inde i dig selv fornemmer, hvad der sker i din krop, når du føler dig hjemme. Når du er tilpas. 

For jeg tror, at dén fornemmelse, er et mikro-tegn på det, vi kan kalde for Det Helliges Virkelighed, eller Guds rige. Og jeg tror, at når vi er hjemme hos Gud, så bliver vi allermest os selv.

Og det er dét, advent og julen handler om: 

At Gud selv, det hellige, Livet inviterer os hjem til sig selv. Til os selv. Så vi kan være os selv. Med Livet selv.

Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, da vi sang ”En rose så jeg skyde”, der hvor sangen ”topper”. Her sang vi ”Den rose spired frem, Midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem … fandt mennesket hjem” 

Her er vi inde og røre ved kernen af kristendommen. Det her er så vigtigt, at vi lærer af vores brødre og søstre i østkirken, at julen – det at Kristus blev menneske – er større end påsken, hvor Kristus dør og opstår. Fordi julen er grundlaget for, at påsken overhovedet kan findes. 

For da Kristus bliver menneske og fødes som menneske, bliver kroppen, menneskelivet med alle dets begrænsninger og alt dens udvikling fra spæd til gammel helligt. 

I teologien taler vi om ”inkarnationen” – at Gud blev menneske med hud og hår. In carne – i kødet.  I kender det fra chili con carne og carneval. I kødet. 

Det er et særtegn for kristendommen, at menneskelivet ikke er noget vi skal undgå, overstå eller undertrykke, men noget der skal leves og tages som helligt i og af sig selv. 

At Kristus bliver født og ikke bare ”puf” dukker op ud af det blå understreger menneskelivets værd. Ingen af os virkelige mennesker gør sådan. Vi føles, vi vokser, vi ældres. Vi mærker træthed, sult, begrænsninger, glæde … Alt det, tog Gud på sig. 
Vi må føle os hjemme i vores krop, i vores liv. 

Samtidig er det en understregning af, at vi som mennesker kun kan møde det Hellige – livets mening – som mennesker. Vi skal ikke væk fra os selv, for at møde Gud eller leve med Gud. 

Det er Livet selv, der inviterer os til at komme hjem i advent. Til at tage imod, at Livet selv blev et menneske som du og jeg; fordi menneskelivet som du og jeg lever det, har værdi og betydning. Og her kan vi komme hjem, sænke skuldrene og være. 

I advent øver vi os i at lade følelsen af ”hjem” komme til, så vores liv kan blive udgangspunktet for kærligheden, retfærdigheden og freden. Fordi vi tror på, at Guds virkelighed findes også her. 

Hvad nu, hvis følelsen af hjem er der, hvor din virkelighed møder Guds? 

Mette Kathrine, der er folkemusiker, skrev til mig: 
Jeg tror det var Miles Davis der “ledte” i musikken. Hvad leder du efter? “Det ved jeg ikke, men jeg regner med at genkende det, når jeg finder det”
DEN fornemmelse af at være hjemme.  

Hvad leder du efter? Jeg regner med at genkende det… 

Måske ved du ikke, hvor du er hjemme. Så er det okay at lede videre.

Det gør vi i advent: vi leder – og vi finder det vi leder efter, hos Gud, der blev menneske. 

Lad mig slutte med endnu et citat fra min facebook-undersøgelse: 
Når nogen føles som familie, som hjem, er det fordi de kender dit hjertes længsels melodi, og kan synge den for dig, når du selv har glemt den. 

Det er da smukt. 

Hjem er det og dem, der minder os om, hvem vi er. Også – og måske især – når vi selv glemmer det. 

Det er min bøn for os, at vi må opleve at ”hjem” kan sprede sig i os og omkring os. at Guds virkelighed må tage rod i os, så vi kan føle os hjemme i det, der er vores liv. 

Og det er mit håb, at vi vil hjælpe hinanden ved at synge ”hjertets længsels melodi” for hinanden, så vi ikke hver især glemmer, at vi hører til. Du hører til. 

Hos Gud må du være. Altid og alle steder.  
Amen