Metodistkirken i Vejle

Metodistkirken i Vejle er en lille og levende menighed med plads til børn, unge, voksne og ældre. Menigheden har lige over 100 medlemmer inklusive børn og unge med en kontaktkreds på omkring 200 mennesker, som kommer i kirken i forskellige sammenhænge fra gospelkor, aktiviteter for børn, fællesspisninger, gudstjenester og arrangementer i løbet af året.

Metodistkirken uddeler julehjælp hvert år og er med i arbejdet omkring KirkeCare i Vejle, som er en hjælp til nattelivet i midt byen. Fra 2023 er Metodistkirken partnerkirke i Halløj i Parken – en gratis familiefestival i Byparken, Vejle. Derudover er kirken aktiv i og omkring Vissingsgade og CityVejle.

I Metodistkirken er alle velkomne præcis som de er.

Metodistkirken i Vejle eller Sct. Pouls Kirke, som den også hedder, er Vejles anden ældste kirkebygning. Metodisterne har haft menighed i Vejle siden 1861.


Det sociale engagement er en del af menighedens DNA, og menigheden har både drevet bespisninger af fattige børn i begyndelsen af 1900-tallet, haft børnehjem og spædbørnshjem i byen ligesom det var i Metodistkirken i Vejle at afholdsbevægelsen i Danmark blev stiftet i 1879.

Bespisninger af fattige og udsatte familier var i mange år en fast del af menighedens arbejde.

Metodistkirken i Vejle er placeret midt i byen. Vi ønsker at være kirke midt i livet med dets op og ned ture.

Læs menighedens årsrapport 2023 her: