Påsken sidste år brugte jeg som pårørende på intensiv på Kolding Sygehus. I påskeugen var der dage, hvor det ikke var entydigt, om Duncan ville overleve eller i hvilken tilstand han ville skulle leve, hvis han overlevede.
Langfredag sidste år skrev jeg følgende:
” Langfredag er for dem af os, der har set livet uden sminke. Dem af os, der ikke kan putte glimmer og glitter på alting og få det grimme, det smertelige, det rå, det ubarmhjertige til at gå væk.
Langfredag er for dem af os, der har levet igennem dale og mørke, som vi ville ønske, intet menneske havde behøvet at se. Langfredag er for dem af os, der har stået magtesløse overfor ulykker, omstændigheder, sygdom, andres valg og alt det andet, som livet også kan være.
Langfredag er for dem af os, der ved, at livet er skønt og smukt og rigt og fantastisk OG SAMTIDIGT frygteligt, brutalt, svært.
Langfredag er for dem af os, der kender til at leve på gudsforladte steder, for Langfredag bliver vi mindet om, at heller ikke i døden, i smerten, i ensomheden, på ulidelige steder er vi alene. Også her kender Gud selv til at være. Livets Gud puttede hverken sminke, glitter eller glimmer på sin død eller vejen dertil.
Det behøver vi heller ikke at gøre. Det er lettelsen ved Langfredag for mig.
Her må jeg se døden og lidelsen i øjnene. Her kan jeg finde trøst i, at jeg ikke er alene om at kende livet som både og.
Jesus hang ikke alene på korset. Jeg mener ikke, at hans venner var omkring ham, da han døde. Jeg tænker på de to, der blev korsfæstet sammen med ham. For selvom vi i lidelsen føler os ensomme og forladte, så er vi aldrig alene om at lide. Der er andre omkring os, der følger med, og der er mennesker omkring os, der kæmper deres egne kampe; som står på deres egne gudsforladte steder.
Det er det gode ved Langfredag. Her kan jeg få lov til at være både-og. Her må jeg mærke ensomheden, slippe gråden fri og tro på, at jeg ikke er alene.
Så lad mig sige det her til dig, der lider, er alene, føler dig magtesløs eller står på dit eget gudsforladte sted: Du er ikke alene. Heller ikke her.”
Duncan kom sig. Gud-ske-lov. Det er nemt at fortælle det, som en påskehistorie, hvor opstandelsen skete: livet sejrede. Det er på sin vis også sandt. Men som I vil vide, går ingen af os uændrede væk fra livets kampe.
Når vi igen i år fejrer opstandelsen påskemorgen er det måske en god ting at huske på: Jesus opstod. Jesus lever. Og han bar sårende fra korset med sig på sin opstandne krop.
Det var på sårende i hænderne, vennerne genkendte ham. Det var såret i hans side, der overbeviste dem om, at han virkelig var den Jesus, de havde gået sammen med.
Opstandelsen er livets sejr over døden. Men af årsager jeg hverken forstår eller kan forklare, sletter opstandelsen ikke dødens eller lidelsens spor.
Måske kan det gøre påskens glæde og jubel lettere at bære? Livet sejrer. Lyset bryder frem.
Og vi bærer stadig mærkerne af det, vi har været igennem. Ligesom Jesus.
Med ønsket om en velsignet påske,
Anne Thompson
præst