Målet er hverken at blive tyndere, rigere eller mere velklædt

De sociale medier, aviser og ugeblade flyder i øjeblikket over med gode råd, tilbud og hurra-råb for ting, der kan gøre en forskel i 2022. Uanset om det gælder din form, din økonomi, dit sexliv eller din karriere, er der råd at hente. 
 
Det er let at tro, at det med et nyt årstal på kalenderen er muligt ved egen kraft at genopfinde sig selv. At det alene vil gøre os lykkelige, hvis vi køber mere glimmer, får tyndere lår eller flere penge. Og at dét er målet med ikke bare 2022 men hele livet.
 
Målet med vores liv er ifølge kristendommen hverken at blive tynde, rige eller velklædte (hvilket, hvis jeg skal være helt ærligt, er lidt af en lettelse). I stedet er det målet at leve i overensstemmelse med kærligheden, og retfærdigheden. 
 
I Metodistkirken kalder vi det helliggørelse: Vi tror, at det er muligt for mennesker at samarbejde med Guds nåde og kærlighed på en måde, så det er netop de ting, der får lov til at vokse i os. 
 
Når vi giver Guds nåde og kærlighed plads i vores liv, tager vi ansvar for os selv og andre i det fællesskab, vi er sat i på jorden. Det kræver ingen forudsætninger, ikke noget nyt udstyr og det koster ikke på klimaet. 
 
Til gengæld kan det sagtens sende dig på eventyr, du ikke havde forestillet dig; stille dig blandt mennesker, du ikke kendte eller gøre dig rig på parametre, du ikke havde forudset.
 
John Wesley, der begyndte metodist-bevægelsen, lavede en bøn, der har til formål at sætte en ny retning eller bekræfte den retning, der allerede er sat i bevægelse: En bøn, der siger ”JA” til at lade Guds nåde og kærlighed forme og føre. Det er ikke nogen let bøn. 
 
Det er en udfordrende bøn, der sætter en streg under, at formålet med vores liv er større end at få tyndere lår alene for at blive smukkere; at meningen med dig og mig er dybere end at nå nye rejsemål alene for at komme ud at flyve eller tjene flere penge alene for at få en større opsparing. 
 
Det er en bøn, der udfordrer os til at give slip på illusionen om selv at have 100% kontrol over vores liv og overgive os til Guds nåde og kærlighed – i tillid til, at vi kan vokse i begge dele, hvis vi samarbejder med Guds kraft og energi.
 
Du får den her: 
 
Herre, som kristen er jeg ikke mere min egen, men din. 
Sæt mig til hvad du vil, stil mig blandt hvem du vil; 
sæt mig hvor der lides; sæt mig til det tunge. 
Lad mig blive brugt for dig eller skudt til side for dig, 
ophøjet for dig eller fornedret for dig, 
lad mig væ­re mættet, lad mig være udtømt, 
lad mig eje alt, lad mig eje intet. 
Frit afgiver jeg alt til glæde for dig og til din anvendelse, 
og kraften til alt henter jeg hos dig. 
Fader, Søn og Helligånd, du er min, og jeg er din. 
Må det altid være således! 
Amen.
 
Med ønsket om et godt nytår, 
Anne Thompson
Præst