Uanset hvor lidt godt du kan gøre, så tæller det. Det gode har ret. I en tid hvor medierne overvældes af historier om race-optøjer bl.a. i USA, om koncentrationslignende lejre i Kina, om tragedien i Moria-lejren, insekter og blomsters massedød og beretninger om overgreb og sexisme herhjemme, har jeg brug for at minde mig selv om, at det gode, det kærlige, det retfærdige gør en forskel. Og at selvom du og jeg ikke kan bære den store sammenhæng, for det kan kun Gud, så kan vi stadig være med til at gøre en reel forskel i verden. Derfor har jeg også en historie, som jeg fik, da jeg var teenager, sat op på væggen for at huske netop det: En mand kommer gående langs havet, hvor søstjerne i tusindtal er skyllet op på stranden. I solen vil de udtørre og dø. I det fjerne ser han en skikkelse, der bøjer sig, samler noget op og smider det ud i havet. Skikkelsen gentager denne skikkelse igen og igen og igen. Da manden kommer tættere på, ser han, at det er søstjerner den fremmede samler op og kaster tilbage i havet. ”Har du set, hvor mange søstjerner, der skyllet op? Du kan umuligt samle nok op til at gøre en reel forskel,” kommenterer han til den fremmede. Uden at løfte blikket fortsætter den fremmede med at bukke sig ned, samle en søstjerne op og kaste dem ud i havet. I det den fremmede slap endnu en søstjerne svarede han: ”Det gjorde en forskel for dén der.” |
Det gjorde en forskel for dén. Vi kan blive så overvældede af det, der er ondt, dårligt, uretfærdigt at vi bliver handlingslammede. Vi kan blive så paralyserede af tristhed, at vi slet ikke tror, vores indsats gør nogen forskel. Det kan snyde os i en sådan grad, at vi helt holder op med at prøve at gøre en forskel: Vi lader være med at give en 50’er, hjælpe med at åbne en dør, sende en sms eller komme forbi med aftensmad.
Men det er snyd. Det er ikke sandt. Det gode tæller. Det, du gør, gør en forskel. Du har fået stemme, nærvær og handlingsmuligheder – og du kan bruge dem til at gøre en forskel. Også en lille én. Det gode tæller. Det gode har ret.
Så vov at gøre det gode, det retfærdige og det smukke – det vil gøre en forskel!
Anne Thompson
Præst