Hvad er virkeligt og hvad er bare udklædning? Hvad er ægte og hvad er en skygge, der hiver i min fantasi, puster til min frygt og spiller mig et puds?
Halloween er et relativt nyt fænomen i Danmark og for mange af os, der er voksne, er det fremmed at børn klæder sig ud og siger ”slik eller ballade” først i november.
Det kan være fristende at afvise det som amerikansk import, butikkernes forsøg på at skabe omsætning eller markedsføring af mørke kræfter, som vi hellere skulle stampe under fode.
Halloween i Danmark handler om det groteske, det uhyggelige og det dødelige – på en overdreven måde, der gør det tydeligt at der er tale om udklædning og gøren-som-om.
Billederne på sociale medier og i nyhederne fra Ukraine, Sudan, Gaza og Israel af krig, rædsel og menneskers grusomhed gør det klart at Halloween-paraden i Vejle midtby netop er udklædninger og børn og voksne, der leger. Måske fordi vi har brug for at nærme os det onde, mørke og forvrængede.
Faren ved plastik-skeletter, falsk blod og slik er efter min overbevisning ikke tingene i sig selv, men at vi glemmer at tale om de virkelige ting: om døden og vores egen dødelighed, om overgangene mellem liv og død, om hvordan vi gerne vil begraves eller dele vores ejendele, når vi ikke er her længere. Om hvad vi tror og hvad, der giver os håb. Det er svære men nødvendige samtaler, som vi er nødt til at tage med os selv, vores børn og vores forældre.
Samtidig giver udklædningerne, skyggerne og maskerne os også en mulighed for at tænke over og snakke om, hvad der er ægte og hvad der ikke er; det giver anledning til at snakke om, hvad vi er bange for og hvad der er grund til at være bange for.
Halloween læner sig op af Alle Helgen, som fejres 1. november og den første søndag i november. Her mindes vi de døde og tænker derfor også på den sammenhæng vi hver især kommer af. Alle Helgen handler ikke om frygten, men om taknemmeligheden for dem, der kom før os. Det er ikke bare de helgener, der har fået navn og plads i kirkehistorien, men også dem, der har levet almindelige liv og gjort en forskel for netop dig eller mig.
Alle Helgen bliver da en mulighed for at reflektere over hvem, der har været med til at forme dig, dit liv og din tro. Og måske en mulighed for at lægge mærke til, hvordan din egen tro og dit eget liv er med til at forme og løfte andre.
Alle Helgen er det tidspunkt på kirkeåret, hvor det at mennesker dør får lov at fylde: her bliver vi mindet om, at død og liv hænger sammen og er forenet hos Gud. At dem, vi mister, ikke er væk, fordi døden ikke har det sidste ord. Ligesom at rædsel og uhygge ikke er den virkelige virkelighed, men noget vi må leve med på denne side af Jesu’ genkomst. Det er et af troens mysterier, som vi trænger til at holde fast i og minde hinanden om.
Alle Helgen minder os om, at vi ikke er alene med døden. At Jesus Kristus døde og blev levende igen. Og at Gud selv har lovet os, at døden ikke skal findes på den anden side af himlen.
Det gør ikke krige eller virkeligheden fra sygehuset, afvænningsklinikken eller familie-konflikterne mindre forfærdelige eller virkelige. Men tiltro til at det ikke er den inderste sandhed om os, dem vi holder af eller verden generelt kan give os det håb og mod, der skal til for at kunne leve med maskerne, skyggerne og rædslerne.
Halloween og Alle Helgen er ikke det samme. Men måske er det godt, at de falder så tæt på hinanden. Så vi midt i spindelsvæv, græskar og forvredne masker kan minde hinanden om at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Romerbrevet 8:38-39)
Anne Thompson
Præst og menighedsforstander