Hvor føler du dig hjemme?

Prædiken ved gospelgudstjeneste søndag d. 4. december 2022

(Disclaimer: En prædiken er en levende ting, der bliver til sammen med menigheden. Nok skriver jeg min prædiken helt ud inden jeg older den, men der sker altid noget, når jeg skal give den videre. Derfor bliver det noget andet at læse en prædiken end at høre den. Eksempelvis kan mine pauser ikke komme med på skrift. Det kan betoningen heller ikke. Ligesom min mimik, kropssprog og menighedens deltagelse kan ikke heller ikke fanges. Du kan med andre ord ikke høre, hvornår andre ler, sukker eller flytter på sig i genkendelse af det, der bliver sagt.
Alt det bare for at sige: Du er velkommen til at læse min prædiken. Selvom det ikke er helt det samme som at høre den.)

Hvad nu hvis følelsen af ”at være hjemme” er dér hvor din virkelighed møder Guds? 

Hvor har du hjemme? Hvad er ”hjem” for dig? 

Jeg er leder af et kursus om børns åndelighed og tro, og den første aften, når kursisterne skal lande og lære hinanden at kende, får de en række spørgsmål, som de skal give hinanden svarene på.

Et af dem er ”Hvor bor du? Hvorfor gør du det? Og hvor er hjemme?” 

Det er et spørgsmål, der giver nogle virkelig gode historier.  

For hvor vi bor og hvor vi føler os hjemme er ikke altid det samme. Og spændende er det jo også, at vi kan føle os hjemme flere steder på én gang. 

”Home is where the WIFI connects, er der et meme”, der siger. 

Og det rammer det måske meget godt: Hjemme er, hvor ting falder på plads og sker af sig selv.

Jeg spurgte på facebook, mens jeg forberedte mig: 

Hvad er det, der gør, at noget/et sted/et menneske føles som “hjem”? Hvilke kvaliteter er på spil? Hvordan mærkes det i kroppen, at du er “hjemme”? 

Da min forberedelse til prædiken sluttede, var der kommet 30+ svar – både som kommentarer på facebook og direkte beskeder. Jeg fik billeder, memes, personlige historier, stikord, digte og en beskrivelse fra en udstilling. Det var mænd og kvinder, unge og ældre, der skrev. Det var mennesker, der har levet i lange ægteskaber, mennesker, der er blevet skilt. Det var forældre, bedsteforældre, enlige … hetereo og homoseksuelle. Med andre ord: MENNESKER.

Og var der (som jeg havde håbet) en masse fællestræk i svarene.

Det var rørende læsning. 

Flere havde det tilfælles, at ”hjem” eller det, at føle sig hjemme handler om tryghed. 

Mange beskrev, hvordan det, at føle sig hjemme hænger sammen med at være velkommen, at blive set og mødt som den, man er.

Ord som samhørighed, opladning, afslapning, næstekærlighed, nærvær, trøst, ro, nåde, meningsfuld, kram, hjælp, respekt, at lytte, værdsat, ejerskab gik også igen

De fleste beskrev, at hjemme hænger sammen med at blive elsket og accepteret som man er:
… på trods af fejl og mangler.
… lægger ikke på nogen måde bånd på mig selv.
… 100% mig selv 
… her kan jeg være mig. Her behøver jeg ikke at “put the brave face on” eller sige de rigtige ting. Her kan jeg være ærlig 
… uden at blive dømt eller bedømt.
… I selskab med de rigtige mennesker, kan jeg bare være mig selv og behøver ikke at sætte en facade på. Den bliver der alligevel set lige igennem.

Det handler om steder:
Og når et sted føles som hjemme, føles det velkendt. F.eks. når jeg kender alle småveje og kringelkroge i et lille hjørne i Nordjylland og smiler, når jeg kører forbi huse, hvor jeg kender mennesker, der bor eller steder, hvor jeg har oplevet noget rart flere gange.

Hjem er stedet jeg kender bedst, og stedet, der passer mig bedst. Det udtrykker mig som billederne udtrykker kunstnerne.

En mor, der har adopteret og arbejdet med flygtninge skrev: 
Et sted med tryghed og sikkerhed. Uden frygt for at en i familien bliver sendt til et andet og farligt land. Har man denne tryghed i familien, så har man et hjem 

Flere beskrev, hvordan hjem ikke handler om et sted eller vægge, men om mennesker: 

Det er en dyb følelse af at hører til, af at være set og elsket af de mennesker omkring sig. Som tidl. missionærbarn med mange forskellige fysiske hjem, opdagede jeg tidligt at hjem er der hvor jeg er elsket og kendt.  Stedet er ikke vigtigt.

Rørende var det også at læse beskeden her, fra en kvinde, der mistede sin mand alt, alt for pludseligt og tidligt:  

Hjem – jeg opdagede at det der mest at alt gjorde mit hjem til “HJEM” var at min mand var der. Dagen efter at han var død, så var jeg på indkøb med min datter for at finde et eller
andet vi kunne have lyst til at spise – for næsten al appetit var væk.
Og dér første gang jeg kom hjem fra indkøb efter han var død og gik ind ad lågen og op ad havegangen mod hoveddøren, så kunne jeg mærke at jeg blev helt tung i kroppen: Det var pludselig ikke “hjem” mere på samme måde. Nu var det bare et hus – vægge omkring min tilværelse.
For hjem var “at komme hjem til …” – i mit tilfælde at komme hjem til TXX. Han var mit hjem.

Det kan være sårbart at tale om, hvad det er, der gør, at noget føles som ”hjem”. For når vi gør det, er det som med julen: Det understreger også det, der IKKE er. I har sikkert reklamerne fra forskellige organisationer, der fortæller, at vi ikke alle sammen tæller ned til det samme. Nogen af os tæller ned til familie og hygge. Nogen af os tæller ned til ensomhed, dysfunktion eller sorg. Det, der ikke er, som det plejer eller som håbede eller som det skulle være.

For det er jo ikke os alle sammen, der har et hjem. Hverken konkret eller i overført betydning. 
Det er ikke alle mennesker forundt at have tag over hovedet. Heller ikke i Danmark.
Det er ikke alle mennesker, der kender sig hjemme med Livets Gud. 
Det er ikke alle mennesker, der føler sig tilpas i dem selv eller deres liv. 

En af dem, der svarede på mit spørgsmål på facebook sendte en beskrivelse fra en udstilling fra ”Museum für Kunst und Gewerbe Hamburg” kaldet ”Who’s next?”, der handler om, hvordan hjemløshed er et stigende globalt problem. Af alle mulige grunde. På grund af klimakrisen. På grund af boligmangel. Af komplekse problematikker der gør, at hjemløshed ikke længere kun er forbeholdt marginaliserede miljøer. 

Herhjemme er det eksempelvis unge, der er en af de største hjemløse-gruppe. Mange kan ikke ses i statistikkerne, fordi de overnatter på venner og bekendtes sofaer. 

Klaus Hønnicke, der er leder af Metodistkirkens Sociale Arbejde, der bl.a. har et stort arbejde blandt hjemløse i Kbh. fortæller, hvordan arbejdet gør ham ydmyg. For selvfølgelig er der mennesker, der har haft dårlige kår og muligheder hele livet. Men der er også dem, der havde karriere, hus, kone (for det er ofte mænd), børn – hvor sygdom, en fyring eller hvad nu satte gang i en lang kæderække af ting, der endte med hjemløshed. Det kunne være mig … At føle sig hjemme er ingen selvfølge.

En anden, der svarede var Kamilla Maria Jakobsen, der er diakon i Fyns Valgmenighed med særlig passion for udsatte og mennesker på gaden. Kamilla skrev: 

Jeg elsker oversættelsen fra The message (engelsk bibel) John 15, 4 “Live in me. Make your home in me just as I do in you.” 
Jeg kender en del fysiske hjemløse, men at have en bolig, skaber ikke nødvendigvis følelse af hjem, der skal mere til. Tryghed er et nøgleord tror jeg. 
Her er et foto jeg tog på vej hjem fra et møde med en hjemløs mand, det hænger foran en ejendomsmægler. kontrasten var så slående. 
En mand uden et hjem og uden evne til at holde et hjem – og nogle der sælger “hjem”.
Og her er en lille tekst jeg skrev en dag efter et af disse møder… 
“Byens rum får nye dimensioner, når en flisekant bruges som vores fælles dagligstue. 
Her kan vi sidde længe. Tale om stort og småt. Om det, der gik i stykker og det, der gør så ondt. Om drømme, der stadig lever og håb om nye spor.
Lige her på kanten kan vi for en stund være hinandens hjem.”

Lige her på kanten kan vi være hinandens hjem. 

Det er smukt, synes jeg. Lige her på kanten eller caféen eller ved spisebordet eller over kaffekoppen kan vi være hinandens hjem. 

En del af mit spørgsmål gik på, hvordan det føltes i kroppen. 

Her er nogle af beskrivelserne: 

Det føles som kærlighed. Men hverken romantisk eller erotisk. 

En af de ting, jeg ofte har sagt, om da jeg mødte min mand var netop, at jeg følte mig hjemme. Og hvordan føles det så?

I kroppen føles det som ro – min krop slapper helt fysisk af 

Kroppen bliver varm, man mødes i sårbarheden og får lov til at hele lidt efter lidt.. Hjertebanken, tænker e og følelser ændres og man får håb, tro og visdom med sig .. man får overskud og energi til at kæmpe videre i livet med det der fylder

Når jeg er hjemme, føles det som en stor udånding.

En anden skrev: 
Luk øjnene. Du er først hjemme der hvor den rigtige duft/lugt er og hvor de rigtige lyde er.

Hjem har en særligt duft – men mærkeligt nok, kan vi ikke dufte vores eget hjem. 

‘It’ fits you, and you fit ‘it’. Like putting on my ancient cherry red Doc Martens…..they know my feet!

Vi kan være hinandens hjem. Og – fordi vi nu er i kirken og jeg er præsten, der prædiker – Gud kan være vores hjem. 

Gud, Livet selv. Altings ophav, det hellige – her kan vi finde ro.

Jeg spurgte til, hvordan det føles at være hjemme i kroppen, fordi jeg gerne ville, at du inde i dig selv fornemmer, hvad der sker i din krop, når du føler dig hjemme. Når du er tilpas. 

For jeg tror, at dén fornemmelse, er et mikro-tegn på det, vi kan kalde for Det Helliges Virkelighed, eller Guds rige. Og jeg tror, at når vi er hjemme hos Gud, så bliver vi allermest os selv.

Og det er dét, advent og julen handler om: 

At Gud selv, det hellige, Livet inviterer os hjem til sig selv. Til os selv. Så vi kan være os selv. Med Livet selv.

Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, da vi sang ”En rose så jeg skyde”, der hvor sangen ”topper”. Her sang vi ”Den rose spired frem, Midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem … fandt mennesket hjem” 

Her er vi inde og røre ved kernen af kristendommen. Det her er så vigtigt, at vi lærer af vores brødre og søstre i østkirken, at julen – det at Kristus blev menneske – er større end påsken, hvor Kristus dør og opstår. Fordi julen er grundlaget for, at påsken overhovedet kan findes. 

For da Kristus bliver menneske og fødes som menneske, bliver kroppen, menneskelivet med alle dets begrænsninger og alt dens udvikling fra spæd til gammel helligt. 

I teologien taler vi om ”inkarnationen” – at Gud blev menneske med hud og hår. In carne – i kødet.  I kender det fra chili con carne og carneval. I kødet. 

Det er et særtegn for kristendommen, at menneskelivet ikke er noget vi skal undgå, overstå eller undertrykke, men noget der skal leves og tages som helligt i og af sig selv. 

At Kristus bliver født og ikke bare ”puf” dukker op ud af det blå understreger menneskelivets værd. Ingen af os virkelige mennesker gør sådan. Vi føles, vi vokser, vi ældres. Vi mærker træthed, sult, begrænsninger, glæde … Alt det, tog Gud på sig. 
Vi må føle os hjemme i vores krop, i vores liv. 

Samtidig er det en understregning af, at vi som mennesker kun kan møde det Hellige – livets mening – som mennesker. Vi skal ikke væk fra os selv, for at møde Gud eller leve med Gud. 

Det er Livet selv, der inviterer os til at komme hjem i advent. Til at tage imod, at Livet selv blev et menneske som du og jeg; fordi menneskelivet som du og jeg lever det, har værdi og betydning. Og her kan vi komme hjem, sænke skuldrene og være. 

I advent øver vi os i at lade følelsen af ”hjem” komme til, så vores liv kan blive udgangspunktet for kærligheden, retfærdigheden og freden. Fordi vi tror på, at Guds virkelighed findes også her. 

Hvad nu, hvis følelsen af hjem er der, hvor din virkelighed møder Guds? 

Mette Kathrine, der er folkemusiker, skrev til mig: 
Jeg tror det var Miles Davis der “ledte” i musikken. Hvad leder du efter? “Det ved jeg ikke, men jeg regner med at genkende det, når jeg finder det”
DEN fornemmelse af at være hjemme.  

Hvad leder du efter? Jeg regner med at genkende det… 

Måske ved du ikke, hvor du er hjemme. Så er det okay at lede videre.

Det gør vi i advent: vi leder – og vi finder det vi leder efter, hos Gud, der blev menneske. 

Lad mig slutte med endnu et citat fra min facebook-undersøgelse: 
Når nogen føles som familie, som hjem, er det fordi de kender dit hjertes længsels melodi, og kan synge den for dig, når du selv har glemt den. 

Det er da smukt. 

Hjem er det og dem, der minder os om, hvem vi er. Også – og måske især – når vi selv glemmer det. 

Det er min bøn for os, at vi må opleve at ”hjem” kan sprede sig i os og omkring os. at Guds virkelighed må tage rod i os, så vi kan føle os hjemme i det, der er vores liv. 

Og det er mit håb, at vi vil hjælpe hinanden ved at synge ”hjertets længsels melodi” for hinanden, så vi ikke hver især glemmer, at vi hører til. Du hører til. 

Hos Gud må du være. Altid og alle steder.  
Amen